Artikler og interviews.jpg
 
 
Css Grid
Weekendavisen
DR
Aarhus Stiftstidende
Vice
Politiken
Berlingske
Weekendavisen
Politiken
Politiken
Out and about
Kopenhagen
Euroman
Nedjeljni Jutarnji
Anmeldelser.jpg
 

 Se Dagens Lys - anmeldt i Weekendavisen: Evig forandring. Af Asker Hedegaard Boye

“En snes stiliserede huse i neon og pastel skydes rundt mellem hinanden og danner nye formationer. Sommetider labyrintisk, andre gange truende, konstant dragende. Det er både enkelt og helt ekstraordinært.

Juhlin er et af disse unge genier, der kun findes et par stykker af i hver generation.

Han insisterer på perlende skønhed uden nogensinde at blive facade, og så kan han - som dansk teaters store skikkelse Kirsten Dehlholm - transformere teater til billedkunst og billedkunst til teater. Det er vejen at gå.”

 

Svantes Lykkelige Dag - anmeldt i Jyllands-Posten: Svante er ikke det værste, man har. Af Henrik Lyding

"I et sublimt syret-poetisk, gråtonet Danmarks-rum med skæve telegrafpæle, ranke birkestammer og meddigtende folkekor, med vuggende duer eller fuglehuse på huen og rødt stritgræs i skoen, foldes historien ud. Anders W. Berthelsen spiller både forfatter og Svante, Lise Baastrup både fortæller og Nina – med Berthelsen som den let forknytte underhund, og Baastrup brusende over scenen med det sceniske nærvær og den revyagtige urkraft, der er helt hendes egen. De klæder i den grad hinanden, ganske som Danmarks p.t. mest originale unge scenograf Julian Toldam Juhlins på samme tid vilde og delikate scenebilleder…”

 

Halfdans Hokus Pokus - anmeldt i Berlingske: Overdådig Halfdan Rasmussen-forestilling for hele familien. Af Anne Liisberg

“Magien opstår ikke mindst i Julian Juhlins visuelle fortolkning af Rasmussen-universet. På den ene side en eksplosion af farver, forstørrelser og finurligheder og på den anden et lige så hjerterent udtryk som forestillingens nysgerrigt-betuttede figurer. En overdådighed af bolsjestriber, Babusjka-dukke, balanceakt og bowlefisk – hele tiden holdt i skarp tømme, så øjet overraskes, men ikke forvirres. Mageløst!"

 

Peter Pan - anmeldt i Jyllands-Posten: Smæk for sørøver-skillingen. Af Henrik Lyding

“Det er, som om alt i forestillingen går op i en højere enhed i Moqi Simon Trolins suverænt gennemkoreograferede og børneseje iscenesættelse. Hånd i hånd med den unge scenograf Julian Toldam Juhlin, der igen beviser, at han er en sjælden og dybt original billedmager, lykkes det at forene fortid og nutid.

(Her spiller originalens 1900-talskostumer perfekt op mod moderne sprogbrug; her parres grønne naturvægge, glødende i de varmeste farver, ubesværet med pangfarvede neonfigurer – det hele hentet fra børneværelset i det kridhvide dukkehus, hvor familien Darling bor, og forstørret i Peters eventyrland.)”

 

Faust - anmeldt i Weekendavisen: Sympati for djævelen. Af Linea Maja Ernst

“Vidunderbarnet Julian Toldam Juhlin har lavet en fortryllende scenografi i blå og hvid.

Fausts studerekammer/1990er-kontor er kridhvidt, han og Djævelen kaster tropiske skygger i grøn, pink og gul. I bagvæggen er et stort, cirkelrundt hul, længselsfuldt dybblåt, der forvandler sig til en klode, en portal til verden udenfor, et troldspejl, en fuldmåne.

Da Gretchen overgiver sig til Faust, bliver der trukket et midnatsblåt klæde gennem cirklen, og Gretchens blinde bror ligger svævende og sover midt på det, mens de tumler sig inde bagved. Pludselig vælter scenen, og hullet bliver til en manege i et helvedeslandskab, hvor en falden kvinde kravler fortabt rundt på alle fire. Juhlin er en troldmand.”

 

Svantes Lykkelige Dag - anmeldt i Politiken: Livet er ikke det værste man har. Af Monna Dithmer

“Den unge scenografmester Julian Toldam Juhlin forstår at fabulere. Folkekoret kan trampe tungt og frodigt rundt med et halvt buskads strittende op fra de røde støvler, indtil Skåne-Svantes »lyse birkelunde« med ét daler ned fra oven med florlette stammer, eller telefonpæle rejser sig med fugle let på tråden - for så at hælde på kryds og tværs, fordi der går akut koks i Svante-mandens hoved.”

 

Frøken Jensens Kogebog - anmeldt i Berlingske Tidende: Vi stiller om til teaterkøkkenet. Af Rikke Rottensten

“…det er Julian Toldam Juhlins scenografi, der gør »Frøken Jensens kogebog« til noget ganske særligt. Med det musselmalede porcelæn som gennemgående symbol på tæppet og i kostumerne er vi placeret midt i et smukt anrettet måltid, serveret af de tre Jensener i kjoler med pufærmer og blå stivere. Der, hvor Juhlin for alvor betager, er dog, da han fremtryller de tre hovedretter: Maskeret blomkål, oksebryst med sur-sød peberrodssauce og blancheret pære med varm chokoladesauce.”

 

Citroner i vand - anmeldt i Teateravisen. Vidunderligt citronmåneeventyr. Af Anne Middelboe Christensen

“Scenografien til 'Citroner i vand'er altafgørende for denne plotløse forestilling. Den unge scenograf Julian Juhlin Toldam – der senest kreerede en betagende, stiliseret dødsverden på Betty Nansen Teatret i Peter Asmussen-forestillingen 'Soli Deo Gloria' – har her skabt et sandt citronland.

Der er citroner overalt på himlen med en ’citronemåne’ skåret ud i væggen som udsigtsvindue til hele universet. Og citronerne kan lyse, både når man stirrer på dem, og når lyset kommer udefra – og når man rører ved dem, og de tænder som små lamper.”

 

Peter Pan - anmeldt i Weekendavisen: Peter Pan i slikfarver. Af Jannie Schjødt Kold Og Marika Schjødt Kold

“Peter Pan vil gerne være en moderne udgave af den gamle fortælling om drengen, der nægtede at blive voksen. Og det er scenografien også: moderne. Med udødelige pangfarver og en fuldstændig uforfærdet tilgang til kostumevalg. Det er Julian Toldam Juhlin, der står bag. Han er en ung scenograf, der forvandler næsten enhver scene til billedkunst i slikfarver. Wauw.”

 

Se Dagens Lys - anmeldt i Kulturkupeen: Se Dagens Lys på Århus Teater. Af Ulla Strømberg

“… takket være scenografen Julian Toldam Juliens smukke, abstrakte pastelfarvede scenografi glider dette moderne og fremtidsagtige verdensbillede lydefrit hen over scenen. Vi er i en by, en verden, skabt af stiliserede huse i neonrør, der kan forskydes og skabe nye formationer og farver. Kostumerne er smukke, ligeledes i matchende pastelfarver. Sød idé, og denne stilistiske abstraktion får hele sceneriet til at blive en visuel nydelse. Endnu engang viser Julian Toldam Juhlin sin overlegenhed.”

 

Peter Pan - anmeldt i Berlingske Tidende: Den lille fugl i ægget. Af Anne Liisberg

“Fortælleuniverset er uløseligt forbundet med et fornemt accentueret lyd og lysunivers og den helt i særklasse og ovenud skarpe, generøse scenografi, der om noget tager fantasien på ordet. Ud af startscenens miniature-børneværelse vokser en hel Ønskeø op som forstørrelser og fortætninger af tapetets og sengetøjets palmer, den lille, lysende flamingo og de tøjdyr, Wendy og hendes brødre omgiver sig med.

Flamingoen vokser til Las Vegasstørrelse i ultra-cool neon og Dødens Klippe, hvor man går planken ud, er en tiltet bamse. Så poetisk, så lysende, så rent og dog så associativt.

" Peter Pan" er ifølge forestillingens program scenograf Juhlins drømmeopgave og han har løst den til bravour.”

 

Faust - anmeldt i Berlingske Tidende: Blå længsel mellem drøm og mareridt. Af Anne Lisberg

“Holdet bag Mungo Park og Alias Teaterproduktions nyfortolkning af Goethes Faust-myte lykkes visuelt overmåde med et absurd skønt-uhyggeligt univers skabt af farver og toner spændt ud mellem drøm og mareridt. Scenograf-stjerneskuddet Julian Toldam Juhlin og Jacob H. S. Rasmussens meddigtende lyssætning fanger med farver og former fortællingens essens og lader os vippe mellem uskyld og lyst, mellem lys og smerte.”

 

Som var det i går - anmeldt i Information: Riddersalen er stadig rødhåret. Af Anne Middelboe Christensen

“Det er lykkedes instruktøren Geir Sveaass og medinstruktørkoreografen Charlotte Munksø at skabe en cabaret med nostalgioverraskelser i ubrudt flow. Løjerne stortrives i Julian Toldam Juhlins varietémuntre scenografi, hvor løsthængende dameben har stærkt opkvikkende effekt på publikum, og hvor kostumer udvikler sig til kåbeinstallationer og netstrømpefantasier.”

 

Peter Pan - anmeldt på Gregersdh.dk: Peter Pan Folketeatret St. Scene. Af Gregers Dirckinck-Holmfeld

“Folketeatret fortæller sjovt og frækt, men også poetisk og skørt i bevidstheden om, at børn anno 2017 har et frisprog, der er uden mange hæmninger. Og en veludviklet visuel fantasi.

ACTION er adgangen. Action og billeder. DÉR er scenografen Julian Toldam Juhlin leveringsdygtig. Den besynderlige yngling, der sidste sæson fik ’Svantes viser’ til at gro i en duft af blomster og fuglekvidder på Nørrebro Teater – vi kaldte ham i anmeldelsen ’en moderne Hieronimus Bosch’ – selv en 30-årig knægt, der lod sig flytte land og rige rundt forrige sommer udstillet i en montre som den evige jomfru og på spørgsmålet om, hvad der var hans egen seksualitet, svarede: ’Det er jeg ikke afklaret med. Det er sjovere at kikke på en fugl, der ikke ved, hvad den er.”

SÅ flyvende og luftigt får han også de glemte børn, Peter Pans venner til at dukke ud af træer og buske, og skov, himmel, sol og måne til at lyse i de regnbuens farver, der passer ham, og som holder drømme om evigt liv og forvandling i live.”